Det var på mange måder en bemærkelsesværdig træningsaften i Dynamo Birkerød.
Trods varsel om skybrud var fremmødet større end længe – 15. Lars Krogh fortsatte sit comeback oven på at have scoret et mål på ca. 15 chancer sidste søndag. Og for første gang havde klubben en kvindelig gæstespiller, norske Ingvild.
Holddeleraspirant Nils Krøyer mente, at han heller måtte sørge for at lade holddelereksaminator Lars Krogh få en succesoplevelse og satte ham på hold med 8 spillere, hvoraf tre havde Manchester United trøjer på.
Rødt hold: Formanden, Chairman, Webmaster, Alex, Thomas, Ingvild, Bastian og Krogh.
Blåt hold: Suhr, Morten, Lukas, Anders, NF Nils Krøyer, Christian, Martin.
Det blev meget passende Ingvild, der scorede kampens første mål. For at vise, at det er en gentleman-klub, forærede Formanden blåt hold et mål, så der var balance i tingene. Men efter at Bastian havde scoret et flot hovedstødsmål, lynede Kroghen hele to gange.
Med 4-1 ved pausen tilbød rødt hold gentlemanagtigt at blåt hold enten kunne få en mand over eller lave en byttehandel. Men da Krogh var tilfreds med dagens målhøst og opmærksom på en lårskade, trak han sig – hvorefter blåt hold mente, at de sagtens kunne vende slagets gang.
Blåt hold fik også fem gyldne minutter i anden halvleg med tre mål. Men før og efter kværnede rødt hold videre. Bortset fra at Chairman scorede et enkelt mål fra bageste kæde, fordelte Bastian, Thomas, Ingvild og Lars målene jævnt mellem sig til 10-4, inden regn og mørke satte en stopper for spillet.
Flot debut til Ingvild, suveræn indsats af Frank, der mandsopdækkede Martin. Og en Lars Krogh, der er tilbage. Jo, det var en bemærkelsesværdig aften.
Hans Henrik Appel
Chairman