Hundredevis af måbende gæster fik sig forleden en uventet bonusoplevelse, da de besøgte Manchester Uniteds museum. Det var nemlig ikke kun pokaler som Champions League, Premier League og FA Cup trofæerne, der blev fremvist i trofærummet. På denne specielle dag fik de besøgende også Dynamo Birkerøds vandrepokal, “Den Gyldne Dynamo”, at se.
Også museumsinspektør Alexander Jackson fra National Football Museum havde svært ved at finde ord, da han forleden fik lov til på nærmeste hånd at studere Den Gyldne Dynamo. Til sidst fik han dog fremstammet en forespørgsel på mulighederne for at få dette unikke trofæ på lån til museets udstillinger.
En låneperiode på 6 måneder blev drøftet. Spørgsmålet er, om den vil skulle indgå i museets samling af gamle trofæer – eller om den måske skal udstilles sammen med den Michael Jackson statue, der indtil for et år siden stod uden for Fulhams stadion (opstillet fordi han havde været inde at se en kamp), men som nu pryder museet.