Månedsarkiv: november 2019

Referat fra træning 24. november

I en uge hvor de seneste nationale tests tyder på en svag nedgang i læseevnerne, kunne man af tallene fra holdsport forledes til at tro, at der er sket en tilsvarende nedgang i Dynamoernes brug af holdsport (om der er en sammenhæng, er svært at gennemskue). Sidste uge var der 8 tilmeldte og 13 fremmødte. I denne uge var der 7 tilmeldte og ligeledes 13 tilmeldte.

En vaskeægte debutant

Inden der bliver draget forhastede konklusioner om Dynamoernes læsefærdighed og brug af holdsport, er det dog værd at bemærke, at de fremmødte talte en vaskeægte debutant, der således ikke har haft mulighed for at tilmelde sig over holdsport: Peter – som klubbens talentspejdere har iagttaget i en længere periode og fundet egnet til den dynamiske spil- og livsstil.

Lars Krogh plukkede straks Peter til rødt hold, som dermed blev: Krogh, Peter, Chairman, Jonathan.
Blåt hold bestod af: Aaren, Als, Alex, Krøyer
Gult hold bestod af: Formanden, Thomas, Anders, Hartmann, Mads

Borset fra kampene mellem rødt og blåt hold, der blev afviklet som 4-mandskampe, blev de øvrige afviklet som 5-mandskampe, hvor rødt og blåt hold på skift lånte forskellige spillere fra hinanden.

Ægte Dynamo-ånd

Det var lidt af et under, at der ikke i denne meget omskiftelige holdsammensætning blev lavet flere selvmål. Til gengæld var det næppe et under, at gul samlet set hev flere sejre i land – længe leve stabilitet. Peter fik en fin debut – og udviste ægte Dynamo-ånd, da der efter sidste kamp liiiiige manglede en ekstra spiller til to nye hold. På vej ud mod omklædningsrummet vendte han om, da han blev opmærksom på situationen. Dette blev noteret i formandskabets store sorte bog.

Referat: Chairman

0

Referat af Generalforsamling 2019

Herover: Martin Savery vandt Årets Pendlerpris, der bestod af en engelsk picnickurv. Den medbragte Martin til søndagens træning to dage senere, hvor indholdet var suppleret med håndklæde, fodboldstøvler og hårbørste.

Nærværende er en forkortet udgave af Alex Nielsens udførlige referat:

Afholdt fredag den 15. november med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent og referent
2. Valg af stemmetællere
3. Årsberetning (Chairman)
4. Godkendelse af nye medlemmer (Chairman)
5. Årsregnskab (Kassereren)
6. Beretning fra cyberspace (Webmaster)
7. Beretning fra turudvalg (Tourmaster)
8. Beretning fra kampudvalg
9. Indkomne forslag
10. Seniorordning?
11. Rekruttering
12. Udmærkelser
13. Budget for næste år
14. Valg til bestyrelse og evt. udvalg.
15. Tid og sted for næste års generalforsamling
16. Eventuelt

Fremmødte: Anders, Martin, Frank, Hans Henrik, Henrik Als, Ib, Jens, Christian H., Alex, Jon, Michael, Niels Krøyer, Niels Degn, Jess, Peter Schultz, Peter Suhr, Tam.

1. Ib blev valgt som dirigent og erklærede Generalforsamlingen for lovligt indkaldt i henhold til vedtægterne. Alex blev valgt som referent.

2. Peter Suhr og Martin blev valgt som stemmetællere.

3. Årsberetningen: Chairman konstaterede, at klubben i det forgangne år undgik nedrykning og forsvarede sin status som ubesejret i mere end et årti. Desuden blev Lars Krogh fremhævet for at endnu engang at arrangere en skøn juleturnering og Hartmann for sin ukuelighed i kampen for tætklippet græs på banen og for net i målene. Hartmann stod også for årets turindslag med en aften på Lyngby-stadion. Chairman nævnte behovet for større fremmøde til træning, nyrekruttering og luftede muligheden for seniorordning.

Dernæst var det tid til Klubsangen.

4. Christian Hviid blev godkendt som nyt medlem.

5. Kassereren fremlagde regnskabet for Dynamo Birkerød. Dynamo har styr på finanserne og overskud.

6. Webmaster fremviste fremgang på klubbens digitale platforme. Klubbens Facebook-side viser en fremgang på 25% siden sidste år. Desuden havde han statistik om antal tilmeldte på Holdsport og det faktiske antal fremmødte på fodboldbanen.

7. Efter de senere års succesrige fodboldture har man måske nået et mætningspunkt, idet forslaget om en London tur i marts 2019 ikke blev til noget. Endagesture til fodboldkampe og Champions League på en sportspub blev foreslået som mere overkommelige arrangementer.

8. Chairman fortalte om den perfekt afviklede Juleturnering (arrangeret af Lars Krogh) i januar, som igen i år havde været en kæmpesucces.

9. Der var ingen indkomne forslag.

10. Seniorordning blev diskuteret, da nogle medlemmer muligvis ikke kommer til træning pga. at risikoen for skader. Der var enighed om, at vi skulle tage hensyn til hinanden.

11. Rekruttering. Reklamering i Facebook-gruppen ”os-i-Birkerød” endte uden resultat. En spiller fra Skjold Birkerøds Old Girls-hold var på prøvetræning i efteråret: ”Hun spillede sgu skidegodt”, var konklusionen. Kvindelige spillere er velkomne og vil være et plus til klubben. Andre hold i Birkerød begynder at komme ind i en fase, hvor de har svært ved at finde nok spillere. Måske skulle man slå sig sammen nogle træningssessioner for at være nok til at stille to hold? En PR-artikel blev også foreslået. Træningstidspunktet søndag kl. 18 vil blive drøftet via Doodle.

12. Udmærkelser:
Årets vært: Jon Kjeldsen
Årets referent: Tam Mordhorst
Fairplay pris: Alex Nielsen
Pendlerpris: Martin Savery
Årets debutant: Christian Hviid
Årets mål: Martin Savery
Årets hofteskål: Ib Keld Jensen
Årets Dynamo: Peter Suhr

13. Fastholdelse af kontingent på 100 kroner.

14. Peter Schultz, Nils Krøyer og Hans Henrik Appel blev enstemmigt genvalgt.

15. Næste års generalforsamling afholdes hos Frank fredag d. 20. november 2020.

16. Dirigenten takkede for god ro og orden.

0