Jul i juli

“Det er sjovt at spille fodbold” sagde Lars Krogh, da han med en simpel indersideafslutning bragte rødt hold 4 mål foran i aftenens afsluttende kamp.

Juleturneringen udskudt til juli

Omstændighederne var dog lidt triste. For første gang i klubbens historie var årets juleturnering blevet udskudt til juli pga for få tilmeldinger.

Og selvom der trods alt havde været 17 tilmeldinger til turneringen, var der kun 13 fremmødte spillere.

Krøyersk rådvildhed vs. Kroghsk beslutsomhed

Nu hører det til god fodboldkultur ikke at tage mobiltelefoner med på banen. Det ville ellers have været årets pressefoto, hvis nogen havde kunnet forevige holddelingen.

På gulvet sad lærlingen Krøyer med trøjerne, en hånd på hagen og rådvildheden strålende ud af øjnene, der så op til holdleder Krogh, der stående dannede sig et overblik over spillermaterialet og med myndig og kyndig hånd begyndte at udpege spillere. Man mærkede virkelig lærlingens kærlighed til sin mester. Det var meget gribende.

Holdene var måske mindre gribende.

Gult hold: Karsten, Krøyer, Aaren, Elias og Alex
Rødt hold: Krogh, Mads, Jens Munk og Hans Henrik
Blåt hold: Christianerne Hvid og Dalgas, Thomas og Als.

Rødt og blåt hold havde skiftende lånespillere fra de andre hold for at nå op på 5 mand.

Snak, slendrian og sløseri

Der tegnede sig et klart billede af blåt hold som aftenens stærkeste – mens rødt hold efter en pæn start faldt kraftigt af på den. Måske fordi spillerne egentlig havde sat sig op til turnering, blev det en mærkelig blanding af lækre detaljer og flotte mål på den ene side og sløsede boldtab og misforståelser på den anden side. Da gult forsvar for eksempel sendte en lang bold op til deres mand over midten, var han faldet i snak (af hensyn til Krøyer siger vi ikke, hvem det var). Og efterhånden bredte snakken sig også til andre spillere.

Forløsning

Da tredje turneringsrunde var tilendebragt, var der endnu 15 minutter tilbage. Et par spillere valgte at tage hjem, hvorefter de blåt holds spillere fordelte sig på rødt og gult hold. Det var her, at rødt hold omsider genfandt det direkte spil og serverede assists til Krogh, der efter at have sparket sit tredje mål i kampen ind endelig kunne sige “det er sjovt at spille fodbold”.

0