Kategoriarkiv: Udlandsnyt

Voldsom rejseaktivitet præger Dynamo Birkerød

To af rejsedeltagerne på efterårets Dynamo Birkerød-fodboldtur til York, Alex og Jon. Foto: Hans Henrik Appel.

De seneste år har Dynamo Birkerød ud over fodbolden valgt at supplere tilbuddet til medlemmerne med fodboldrejser. Siden 2015 er det således blevet til fodboldhistoriske pakkerejser til Manchester/Liverpool, Edinburgh/Dundee/Glasgow og senest her i efteråret til York. Som altid arrangeret af fodboldekspert, historiker og Chairman for Dynamo Birkerød, Hans Henrik Appel, der lige nu er ved at planlægge en forårstur til London, der bl.a. byder på en kamp med Brentford (stadionet med de fire pubber).

York-turen var fra fredag d. 28. september til søndag d. 30.september med fly til Manchester og derfra tog til Sheffield, der blev basen for deltagerne.

Programmet var:

Fredag: Yorkshire-lokalopgøret Sheffield Wednesday – Leeds United på det traditionsrige Hillsborough Stadion. Et af de få stadions, der stadig har en ægte Kop-tribune, dvs. en stor jordhøj bag det ene mål. Nu er den godt nok blevet forsynet med både tag og sæder; men i stedet for et tribuneindre med toiletter og kiosker er der skyttegravsagtige stier ned fra højen til små boder/toiletter ved indgangsmuren.

Lørdag: Toget til York. Det er sidste sæson York City spiller på det klassiske old-school stadion Bootham Crescent.  Som en York-tilhænger skrev i facebook-gruppen ”Football Stadia and Grounds”: ” you won’t find a York City fan happy with the move out of the city centre after this season & the loss of our beloved Bootham Crescent.” Kampen i National League North var mod Guisely.

Søndag: Tilbage til København.

Hans Henrik har skrevet et udførligt, fotospækket og uhyre læseværdigt referat af turen på sin engelsksprogede blog:

DEL 1: The Historical Layers of Hillsborough

DEL 2: Farewell to a football ground. Bootham Crescent in York

0

Besøg fra England

Dynamo Birkerød tog i søndags endnu et skridt på den ualmindeligt lange vej til international topstatus, da klubben havde tre engelske spillere fra Manchester til prøvetræning. Forhandlingerne er dog blevet væsentligt kompliceret af Brexit – men i første omgang har initiativet i hvert fald ført til øget britisk interesse for klubben og en mangedobling af klubbens internationale følgere, hvilket i høj grad skyldtes de fremmødte spilleres gentleman-optræden og -spil. En stor tak til alle for således at have boostet klubbens renommé.

0

Skotlandsturen

På sporet af Archibald Leitch i Skotland. Dynamo Birkeørds førstehold har i weekenden været i det skotske.

3 kampe på stadions med Archibald Leitch-tribuner, besøg ved yderligere to stadions (Hans Henrik snuppede også et tredje på en morgen gåtur), 2 fodboldmuseer, 2 fodboldpubber, en fodboldmindehave – og adskillige pund med hjem på flyet oven på “pies and pints” og “fish ‘n chips”

Der er masser af fotos på Dynamo Birkerøds facebook-side:

https://www.facebook.com/DynamoBirkerod/

Tur-referat på engelsk

Hans Henrik Appel rapporterer om Skotlandsturen på sin engelsksprogede blog. Første afsnit dækker vores tur til Dundee-Aberdeen-kampen. Hans Henriks beskrivelse af begivenhederne er næsten som at have været der selv. Læs den!

Looking for Archie part 1 – Dens Park

Looking for Archie part 2 – Ibrox

Looking for Archie part 3 – Tynecastle

Skotlandstur Hampden Park

0

Englandsturen

Dynamo Birkerød besøger Manchester United

Dynamo Birkerød havde en forrygende tur til Manchester og Liverpool i weekenden. Vi nåede at besøge 3 stadions, 5 pubber, 1 boghandel (men den var dæleme også stor), 1 kirkegård (det var den også), 1 kirke, 2 museer, 1 indisk restaurant, George Bests hus og Sir Matt Busbys gravsted. Alt sammen under Hans Henriks kyndige & myndige vejledning. Der er lagt fotodokumentation op på klubbens facebook-side (Hans Henrik 38 fotos, Ib 3 og Frank 93 – flere er velkomne).

https://www.facebook.com/DynamoBirkerod

Alle nåede vel tilbage til Kastrup lufthavn søndag kl. 16.17 og takket være tilkaldte biler blev turdeltagerne fragtet til Birkerød akkurat tidsnok til at skifte tøj og nå søndagens træning, der var sidste punkt på Hans Henriks fornemme program:

KAMPREFERAT SØNDAG

Niels Krøyer, der p.t. indgår i klubbens føl-program for holdsætning, uddelte de blå og røde smækker til sæsonens første udendørs træning. Han valgte dristigt at lade blå få 4 af de fra de britiske øer nys hjemvendte spillere, mens rød måtte nøjes med 1. Indtagelsen af den særlige engelske overgærede trylledrik havde sat sig markante spor, særligt hos Tam, der som den eneste havde styrket sig så sent som søndag kort før flyafgang. Tam reddede et straffe (Lars Krogh var skytte og ærgrede sig resten af kampen) og var flere gange som en løve i sit bur, når han frygtløst parerede og kastede sig over bolden. Efter 4-2 i pausen stod det på et tidspunkt 7-3 til blå, inden rød fik reduceret til 7-6. Kampen blev afgjort i en direkte britisk duel mellem Formanden og Webmaster, hvor førstnævnte frygtløst (og ufrivilligt) lagde kind til et boldudspark af sidstnævnte. Formanden blev behandlet med isposer og trøstende ord, men livede først for alvor op, da det gik op for ham (og resten af spillerne), at han havde scoret og dermed afgjort kampen. 8-6 til rød og god bedring til Michael. Undskyld fra Webmaster.

Tak til de medrejsende – men især Hans Henrik – for en forrygende tur, som man i flyveren på vej hjem kunne forstå kun var den første i en række af årlige fodboldture til Manchester, Dortmund, Barcelona og andre dejlige steder.

FRANK
Webmaster

0