Tag-arkiv: julefodbold

Julebold: Sidste udendørs i 2017

De glade vindere (sort) …

… og det andet hold (orange).

Årets sidste træningskamp blev spillet på Birkerød Stadions kunststofbane 1, som vi havde lånt et par timer fredag den 29. december fra 13.30 til 15.30. Vejret var mildt og solen skarp. Rammerne for julebold kunne ikke være bedre.

Sort hold: Louise, Suhr, Jon, Krogh, Krøyer, Frank.
Orange hold: Louises mor, Alex, Christian, Claus, Aaren, Mads.

10 friske Dynamo-spillere var mødt op, forstærket af Louise og hendes mor. Efter en jævnbyrdig start måtte Kroghs tropper (i sort) se sig distanceret til 1-4 og senere 4-8. En del af Kroghens medspillere mente, at det især var afslutningerne, det kneb med, for “mulighederne er der”, “indlæggene fejler ikke noget”  og “det er ikke chancerne, det skorter på”.

Omvendt mente orange holds 19-årige topscorer, at det nok var hurtigheden, der manglede hos flertallet af klubbens erfarne veteranspillere. Det blev dog hurtigt afvist med argumenter som “vi er tre gange så gamle som dig” – og lidt senere en reducering til 8-9, især takket være godt målmandsspil af Jon og flere scoringer, der blev betegnet som “typisk Dynamo”, dvs. en lang bold frem til Lars Krogh, der derpå scorede efter at have afdriblet målmanden. Jon lavede flere gange en “Schmeichel” ved som målmand at gå med i angrebet, hvilket bragte ham på scoringslisten en enkelt gang.

Efter næsten to timers spil uden pause og et intermezzo, hvor først orange hold scorede på en lang, høj bold i sorts tomme mål, hvorefter Lars reducerede i modsatte ende efter samme opskrift, enedes man om at spille til “golden goal”. Det faldt i typisk Dynamostil, da målmand Frank sendte en lang tåhyler op til Lars, der koldblodigt afgjorde kampen.

Herefter blev der taget holdfotos og ønsket godt nytår.


Trappen op til kunststofbanen.


Omklædning i det fri før kampstart.


Høj sol over Birkerød Stadion.


Nils Krøyer forklarer, hvorfor han ikke kan være målmand, men må spille angriber hele tiden.


Træningskegler. Dem blev der heldigvis ikke brug for.