Ti Dynamoer var mødt op til søndagstræning 11. august og fik en forrygende, målrig afslutning på weekenden.
Blåt hold: Aaren, Als, Jonathan, Hartmann, Frank
Rødt hold: Suhr, Chairman, Thomas, Anders, Jon
Chairman havde delt to på papiret jævnbyrdige hold, hvilket 1. halvleg også afspejlede. Efter at have følt hinanden på tænderne var det Rødt hold, der først fik taget hul på scoringerne til 2-0. Blåt hold bed sig dog fast og fik udlignet. Men som en blå spiller bemærkede: “Hver gang vi udligner, scorer de igen!” Og ganske rigtigt: Det blev 3-3, 4-4 og endelig 5-5 inden pausen gav et kærkomment pusterum til at tjekke Champions League-resultater, diskutere skader og lykønske Peter Suhr med præsidentposten i Rotary.
2. halvleg blev en noget anderledes affære: Blåt hold var som forvandlet og bragte sig hurtigt foran 7-5. Herefter arbejdede Rødt hold på udligning, hvilket lykkedes til sidst, men derefter var det Blåt hold, der sad på resten af kampen: 8-7, 9-7, 10-7, 11-7, 12-7, 13-7 blev det, inden Rødt hold fik udlignet på straffe, som Thomas satte sikkert ind til 13-8. Det hjalp dog kun lidt, for snart efter øgede Blåt hold til 14-8. For ikke at trække pinen ud, enedes man derfor om at afgøre kampen på “golden goal”. Det scorede Anders, hvorefter Rødt Hold noget overraskende kunne gå hjem som sejrherrer med cifrene 14-8 i Blåt holds favør.
En stor dag!